Et kig i Retrogaragen (se flere videoer).
Retrogaragen i Brædstrup
….....er en hobby-samling af ting til indretning af boligen fra årene 1950-80 – dengang hvor de ting vi anskaffede kostede en relativ større del af vores indkomst, så at en ny lampe, et ryatæppe eller et kaffestel var en markant begivenhed for en familie, på en anden måde end det er idag.
Viljen til at betale mere for ting indebar at vi dengang havde et rigt produktionsliv i vores land. Dygtige håndværkere og kunsthåndværkere lavede brugsgenstande, der stadig holder 50-60 år efter, og fabrikker og værksteder havde tilknyttet kunstnere og designere som en selvfølge. Det skabte en blomstring af indretnings-design med en originalitet og kvalitet, som får mange af nutidens sidestykker til at blegne fælt. Det er ikke forkert at betegne tiden frem til midten af 70'erne som en guldalder for fremstilling af ting til hjemmet.
I sidegade-garagen i Brædstrup er der ikke plads til større møbler, men f. eks. rigeligt med lamper, ryatæpper, billeder, porcelæn, keramik, tekstiler, linned, broderier, billeder, tapet, melamin, plast, køkkengrej, metal-dåser og -bakker, teak, 60'er postkort, kuriosa mm. Retrogaragen ønsker – trods sin beskedne plads - at gi den besøgende en illusion af at træde ind i et slags ”Damernes Magasin” i slutningen af 60'erne, hvor varerne er opdelt i overskuelige sektioner: sengetøj for sig, norsk fajance for sig, Rosti for sig – med rigtig meget at vælge imellem i hver afdeling, som dengang.
I modsætning til en museums-udstilling kan de 40-60 år gamle ting her endevendes og i de fleste tilfælde handles med. Tingene er forsynet med en evalueringspris, så man kan få svar på sine spørgsmål om ”hvad er det værd?”
Retrogaragen er en pensionist-hobby....hvilket afspejler sig i de korte åbningstider, lange ”ferier”, ingen internet-butik eller tilbud om forsendelse. Indehaveren Sune er passioneret med sin samling, og med indsamling af viden, og glæder sig over mødet med andre der er nysgerrige og interesserede i ”guldalderen” og dens produkter. Så ”personligt fremmøde” er en del af konceptet, selvom det undertiden indebærer en lang køretur. Enhver er velkommen ....
I forbindelse med besøg og udveksling i Retrogaragen er der mulighed for at blive skrevet op til et ugentligt nyhedsbrev, med billeder af de nye ting, der dukker op.
www.retrogaragen.dk har ikke et kommercielt sigte, men er tænkt som en viden-hjemmeside. Den samler Sunes skriverier med relation til design og retro, som hidtil har været at finde på externe hjemmesider, bogudgivelser, eller har været upubliceret. Kommentarer og supplerende oplysninger er meget velkomne.